Tilbage til skolebenken (dansk)

Hvornår har du sidst lært nyt? Og integreret det hos dig selv? Hvornår har jeg?

Jeg holder i disse måneder pause fra joblivet og har sat mig på skolebænken. Jeg studerer musik og har fag som klaver, saxofon, rytmeforståelse og musikteori. Så min hverdag er at lære nyt. Hvordan er det så at lære dagen lang? Og hvordan er det med de små steg, motivation og integrere det, jeg lærer? Her er mit perspektiv fra skolebænken.

Frustration i læringen

Jeg ser det som et stort privilegium at have denne mulighed for at lære mere om musik. Jeg har spillet musik siden jeg var barn og har så meget mere at lære, så det er en drøm at gøre netop det, som jeg gør nu.

Alligevel er frustration en fast følgesvend. For jeg træner det samme dag efter dag og ved ikke, hvornår det lykkedes. Det er som at lære at knipse med en ny finger. Det føles helt umuligt. Akavet. Det er svært at se, hvordan man faktisk kan lære det og man prøver sig frem uden det rykker. Og så sker det – det lykkedes!

For at fastholde mit drive og motivation, har jeg prøvet flere strategier af.

-Dialog med andre i samme situation – så jeg ikke er alene i følelsen af at være frustreret over den langsomme læring.

-Læringsdagbog – hvor jeg noterer mig hvad som rent faktisk lykkedes.

-Fast tidsramme – ja, ligesom et skoleskema. Så jeg måler succes´ en på at jeg øver det samme fag i en time (i stedet for at måle på fremskridt. For jeg ved ikke, hvornår det sker).

-Acceptere læringstræthed – og lade et fag holde pause et par dage og så tage fat igen. 

Når jeg på den måde tager hånd om min læring, kan jeg mærke at jeg hjælper mig selv til at fastholde energien og motivationen. Strategien hjælper mig med at sige til mig selv, at jeg kan ikke gøre mere, end det jeg gør.

Med ryggen mod læringsmuren

Efter en usædvanlig lang arbejdsdag, kender jeg godt til det at være træt, færdig og blot tælle minutterne til jeg kan gå til ro for natten.

Nu har jeg prøvet noget nyt. At mødte læringsmuren – at nu kan jeg ganske enkelt ikke tage mere ind. Jeg kan ikke lære mere. Måske er mur et lidt forkert ord, for det virkede på samme tid både som en afgrund og som et dødt felt, hvor al energi og ilt er trukket ud af. Og derfor umuligt at passere for mennesket.

Selvom det er hårdt at stå lige dér, så skærper det også min bevidsthed og det bliver åbenlyst, hvorfor hvile, refleksion og adspredelse er vigtige hjørnestene i vores liv. Ikke mindst fordi jeg ubevidst lærer i pauserne.

Små steg og grundlæggende forandringar

Jeg forstår, hvorfor det er nemmere at tage fat på de konkrete teknikker og kompetencer (i musikkens verden kan det være at lære nye akkorder på klaveret). For netop dér kommer små, daglige, konkrete succes´er. Men samtidig kan det være forsvundet ugen efter, og jeg må træne mig op til at kunne det samme igen.

Jeg mærker derfor også, hvorfor det føles mere tilfredsstillende og forløsende, når der sker en forandring, der kommer efter længere tids træning. For når forandringen kommer, så er det grundlæggende anderledes (i musikkens verden kan det være en anden klang på saxofonen). Jeg kan ikke forklare, hvad jeg gør anderledes og jeg kan ikke komme tilbage til, hvor jeg var før. Min nye læring forsvinder ikke og er integreret i min krop. Også ugen efter. Så her taler vi virkelig om en ægte forandring.

Hvad tager jeg med mig til arbejdslivet

Hvordan kan det overføres til arbejdslivet? Særligt 3 indsigter vil jeg tage med mig:

– En større ydmyghed for hvad det kræver at lære nyt. Det kræver tid, gentagelse, fordybelse, motivation, input, lidenskab, tro og vilje. Særligt når det skal forankres og ikke blive glemt efter nogle uger.

– De konkrete forandringer er klart de enkleste. Så der er behov for at konkretisere mere grundlæggende forandringer ned til små, enkle steg og både fortælle hvad man skal gøre og ikke gøre længere. Gentage i en uendelighed med bevidstheden om, at det kan tage tid og ressourcer at skabe ægte forandring.

-En ting er at lære. En anden ting er at omsætte det til praktik. Det oplever jeg på mit musikkursus og det oplever jeg i arbejdslivet. Det er enkelt nok at læse en artikel eller deltage på et gå-hjem-møde. Og det er også enkelt nok at fortælle om nye indsigter. Det vanskelige kommer, når det skal integreres og omsættes til praktik. Her kræver det for meget og så sker det, at det ikke bliver til en ægte forandring. Og efter kort tid, konkurrerer det med nye dugfriske indsigter, som også vil have opmærksomhed. En virkelighed, vi nok alle lever i. Jeg tror, at bevidstheden om det kan gøre os bedre til at skabe ægte forandringer. Og tilgive os selv, når det alligevel ikke lykkedes hver gang.

Tak fordi du læste med / Tina